I weekenden løb DM 3-kamp udstyr af stablen, og AAK stillede med tre løftere denne gang. Første mand var Jonatan Gonge i -93kgs klassen. Han åbnede fint på 302,5 i squat, og valgte herefter at gå på 312,5kg som blot er 2,5kg under personlig rekord. Løftet kom op, men blev desværre underkendt på dybde. 3. forsøget lød på 317,5kg og derfor PR med 2,5kg. Denne gang var dybden fin, men vægten blev desværre for tung på dagen.
I bænkpres lavede han serien 210X – 210 – 215. Første forsøget blev desværre underkendt på løftet bagdel.
I sidste disciplin, dødløft, startede Gonge nemt ud på 305kg. Efterfølgende blev der sat 317,5kg på stangen, så i samme lette stil blev løftet. I det sidste løft blev der meldt hele 327,5kg som ville være en forøgelse af sin egen Danmarks rekord med 2,5kg. Løftet blev da også næsten fuldendt, men nær udretning mister han balancen og må smide vægten.
Alt i alt blev det til endnu et Danmarksmesterskab til Jonatan Gonge med totalen 835kg.
Næste mand på dagen var veteranen Sune Bang som skulle konkurrere i +120kgs klassen. Sunes squat-serie lød på 275X – 280X – 280. De første to løft blev desværre underkendt på dybde, og han måtte tage til takke med ét godkendt løft. I næste disciplin bænkpres løftede Sune serien 225 – 235 – 240, hvor 3. løftet nærmest lignede et opvarmningsløft. Efterfølgende beklagede han sig dog over smerter i ryggen efter squat, og dødløften blev derfor kørt igennem med blot et enkelt løft på 75kg. Dette var dog stadig nok til at sikre ham mesterskabet med en total på 595kg.
Om søndagen skulle klubbens sidste løfter Bo Jensen prøve kræfter med udstyrs 3-kamp. Selvom dette var Bo’s debut som 3-kæmper i udstyr, er han en erfaren herre indenfor udstyrs bænkpres. Bo startede stille ud med et 75kgs squat som blev udført udstyrsfri. Efterfølgende trak han dog i udstyret og meldte 175kg. Begge løft dog desværre underkendt, og han måtte nøjes med første forsøget. I bænkpres løftede Bo serien 207,5 – 222,5X – 222,5X, hvor de to sidste løft var et forsøg på Danmarks rekord i bænkpres 3-kamp. Han sluttede dagen af med et enkelt dødløft på 125kg, som samlet set gav en 3. plads med totalen 407,5kg.