AAK Open 2024 var en succes
I midten af marts afholdte Aarhus Athlet Klub sit første officielle stævne i en længere årrække. Takket være den ihærdige indsats fra frivillige, dommere, løftere og sponsorere, blev stævnet en succes, som indvarsler en ny tid med flere stævner i smilets by.
Tekst: Janus Priess
Foto: Thomas Øregaard
Det kræver en stor indsats at afholde styrkeløftstævner, og takket være de mange kræfter og timer, som de frivillige i Aarhus Athlet Klub lagde i tiden op imod stævnet, kunne der lørdag den 16. afholdes det første stævne i Aarhus i lang tid. Stævnet blev afholdt på Stensagerskolen i det vestlige Aarhus, hvor Aarhus Athlet Klub til daglig har trænings- og klublokaler. Til formålet havde skolen udlånt tilstødende lokaler, som fredag aften blev omdannet til stævnelokaler, så de var klar til den første indvejning lørdag morgen.
Stævnedagen forløb uden store vanskeligheder, for arrangørerne havde tænkt på det meste, og flere end 30 vægt- og styrkeløftere fra AAK havde meldt sig under fanerne for at give en hjælpende hånd med til alt det tekniske, som spottere eller i madboden. Foruden de mange frivillige var Aarhus Athlet Klub også stærkt repræsenteret blandt løfterne, hvor hele 13 af de 60 løftere var lokale – noget der bestemt kunne mærkes i salen, når de velkendte ansigter nærmede sig platformen.
Foruden de frivilliges store indsats var det afgørende for kvaliteten af AAK Open 2024 at vores sponsorer fra Myprotein og Naturlig Atlet var med til at sætte ekstra gang i konkurrencen med store præmier til vinderne, og at DIF’s og DGI’s Foreningspulje støttede med hele kr. 15.334, så der var mulighed for at indkøbe en stævnevægt og skærme, som skal bruges til styrke- og vægtløfterstævner mange år fremover.
Stangen er klar
Den første indvejning begyndte allerede kl. 8, hvor de første grupper stod klar til at få kontrolleret vægt og udstyr. To timer senere, på slaget ti, kunne kommentatoren åbne AAK Open 2024 og give beskeden videre til den første løfter: stangen er klar!
Herefter gik det stærkt, og løfterne kom hurtigt igennem de første runder af squat, bænkpres og dødløft. Efter den første gruppe var færdige, kunne de første præmier deles ud til de bedste løftere i dame-kategorien. Konkurrencen blev afgjort på IPF-point, og løfterne kunne således dyste imod hinanden på tværs af vægtklasser.
Her blev det Cecilie S Udholm fra AK Thorø der løb med sejren med en total på 430kg. og med 82.96 point – en stærk sejr med 6 godkendte løft ud af 9 mulige. Lige efter førstepladsen lå Louise H Nielsen fra Københavns SK med en total på 365kg og 80.47 point, skarpt forfulgt af Linda Thomsen fra Aarhus CF der endte på en tredjeplads med en total på 407,5kg og 80.40 point.
NAVN | FØDT | KLUB | SQ | BP | DL | TOTAL | VÆGT | POINTS | |
1. | Cecilie S Udholm | 1998(S) | AK Thorø | 147.5 | 82.5 | 200 | 430 | 79.73 | 82.96 |
2. | Louise H Nielsen | 1998(S) | Københavns SK | 130 | 85 | 150 | 365 | 62.26 | 80.47 |
3. | Linda Thomsen | 1990(S) | Aarhus CF | 147.5 | 77.5 | 182.5 | 407.5 | 75.88 | 80.40 |
Danmarksrekorder på IPF point
På herresiden var konkurrencen spredt ud over både formiddag og eftermiddag, så der var rig mulighed for at slå sig ned i salen og vente på præmieoverrækkelsen, selv efter egne løft var overstået. I begge grupper var der stor opbakning fra salen til alle løfterne, og særligt når AAKs egne løftere gik på, var det tydeligt at mærke, at stævnet foregik i Aarhus. Blandt AAKs løftere var også flere vægtløftere, der til lejligheden var gået over til the dark side, som kommentatoren kaldte styrkeløftsporten. I Aarhus Athlet Klub er der en nogenlunde lige fordeling mellem styrke- og vægtløftere, og begge grupper har et stort engagement i klubben. I den sidste weekend i maj bliver der således afholdt AAK Open på vægtløftersiden, hvor også styrkeløfterne deltager som frivillige – og hvem ved, måske ser vi også en stærk bænkpresser på VL-platformen.
Det var blandt de første grupper af løftere tredjepladsen på herresiden skulle findes. Her var det Sebastian VK Zoaga fra Københavns SK der kunne træde op på skamlen først med en stærk total på 690kg og 96.02 point. Dernæst kom Daniel H Machado fra Amager PL, som blev den første til at slå IPF-point rekorden og sluttede på hele 105.97 point med en total på 807.5kg. Lige efter Daniels sidste løft kunne Mikkel Nehlsen Sørensen fra Pure PP dog indtage podiet og uden store vanskeligheder løfte de 302,5kg. Med en kropsvægt på 85.09 kg var Mikkel lettere end Daniel, og fik dermed hele 106.01 point med en total på 775,5kg, hvilket er både Danmarksrekord og nok til at indtage den øverste plads på podiet som den sidste enkeltstående løfter.
NAVN | FØDT | KLUB | SQ | BP | DL | TOTAL | VÆGT | POINTS | |
1. | Mikkel Nehlsen Sørensen | 1998(S) | Pure PP | 272.5 | 200.5 | 302.5 | 775.5 | 85.09 | 106.01 |
2. | Daniel H Machado | 1998(S) | Amager PL | 300 | 205 | 302.5 | 807.5 | 92.40 | 105.97 |
3. | Sebastian VK Zoega | 1994(S) | Københavns SK | 257.5 | 145 | 287.5 | 690 | 82.14 | 96.02 |
I klubkategorien var der ikke helt så tæt konkurrence som blandt de enkeltstående løftere, og her var det, på både dame- og herresiden, Aarhus Athlet Klub der løb med sejren. Også her blev konkurrencen afgjort på IFP point, og pokalerne skal nu ind til den i forvejen store samling af pokaler og medaljer der pryder træningslokalerne på Stensagerskolen.
Alle resultater fra AAK Open 2024 kan findes her: https://styrke.dk/?dbid=result&id=808&v=p
Fra Aarhus Athlet Klub sender vi den største tak til alle der deltog, løftede, dømte, heppede, hjalp til og sponsorerede. Vi glæder os til at afholde det næste stævne, og til at vi ses igen i smilets by.