AAK til DM Klassisk 2016

For AAK’s vedkommende blev DM i Klassisk styrkeløft 2016 skudt i gang lørdag d. 2. april.

Første mand i ilden, Lasse Hansen, var nomineret som nummer et i -83 klassen Junior. Lasse havde vist fine takter op til stævnet, så der var lagt i ovnen til et godt stævne for ham. Som så mange gange før, startede stævnet med squat, og her åbnede han på lette 192.5 kg. Dernæst blev der øget til 200 kg, som kom op, men blev desværre underkendt på dydbe. Lasse gav de 200 kg et forsøg mere, og med god vilje og styrke kom de også, denne gang godkendt. Lasse skulle derefter videre til Bænkpres, som blev åbnet let på 147.5, derefter blev der øget til 152.5, og til sidst 157.5, som desværre blev underkendt. Sidst men ikke mindst, stod dagen på dødløft, her havde Lasse udviklet sig mest siden sidste stævne, og han fik også åbnet let op på 230 kg. Derefter blev der forøget til 240, men grundet en dårlig startposition, blev løftet alt for tungt. Med et par gode råd med i bagagen fra AAK, lykkedes det ham at komme i bedre position, og dermed sikre sig 1. pladsen til DM Klassisk 2016 da de 240 kg blev løftet og godkendt i 3. forsøg.
Dermed endte Lasse med: Bronze i Squat, Guld i bænk, Bronze i dødløft og guld i totalen.

Næste mand på scenen fra AAK, var søndag d. 3 april, og var den erfarne Niels Stærkjær, som stillede op i 120+ Senior. Niels havde byttet den trofaste buffalo-bar ud med en normal eleikostang, og fik åbnet let op på 200 kg i squat. Dernæst blev der øget til 225 og til sidst 242.5 som også blev godkendt. Niels skulle derefter videre til Bænkpres, og valgte igen at starte lavt og nemt med 175 kg. Herefter valgte han er øge til 196, som også var lette. Til sidst fik Niels godkendt overbevisende 205 kg. Som alle andre trekampsstævner, slutter det for Niels’ vedkommende ved Dødløft. Niels løfter serien 175, 200 og 222.5 kg, som var med til at sikre ham EM-krav.
Niels endte med: Sølv i squat, Guld i bænkpres, sølv i dødløft samt sølv totalt.

Klæmint havde sin debut i 3-kamp og lagde stærkt ud med 3 godkendte squats, sluttende på guld med 220kg og 10kg stævnepr til trods for at have gået en vægtklasse ned. Bænken fulgtes op med 112.5 og 115 samt et forsøg på 120, som desværre ikke gik på dagen. I dødløften lagde Klæmint stærkt ud med 225 kg, der fulgtes op af 240, og et forsøg på 255, der desværre ikke helt gik på dagen. Ikke desto mindre fik Klæmint til sit første stævne guld i squat, bronze i dødløft med samme resultat som manden med sølv, dog tungere, og en samlet andenplads.

Nu var det Frederik Valeur’s tur i -93 klassen senior. Ligeledes havde Frederik vist gode takter op til stævnet, og det skulle vise sig at blive et rigtigt godt stævne for Frederik. Frederik åbnede let op på 195 i squat, og øgede derfor til 205 kg i 2. forsøg, hvilket blev løftet flot og derfor godkendt. 210 kg blev desværre for tunge til Frederik, men der er ikke langt til, at de bliver løftet!
Frederik skulle nu bænkpresse, og 145 blev løftet meget komfortabelt, og der blev derfor øget til 155 kg. Frederik viste god kontrol i bænkpres, og endte derfor med 157.5 i sidste løft, som også blev løftet og godkendt.
I dødløft fik han igen åbnet utroligt let op på 225 kg. Frederik gik derfor på 240 kg, som også blev løftet let. Sidste løft for Frederik lød på 250 kg, som blev løftet og godkendt.
Frederik endte med: Sølv i squat, Sølv i bænkpres, bronze i dødløft samt sølv totalt.

Sidste man på scenen fra AAK blev den altid stærke Leo Smith i -105. Leo åbnede ballet med meget lette 225kg i squat, og øgede derefter til 235. De blev løftet i samme flotte stil, og Leo fulgte derfor planen og øgede til 245 i sidste forsøg. Han fik løftet 245 overbevisende, og meget flot teknisk.
Leo skulle nu bænkpresse, og løftede 155 som var det en tom stang. Hernæst blev 160 løftet, og til sidst 165 i samme flotte stil med overskud.
Nu skulle Leo til dødløft, som han er kendt for at være dygtig i. Som han selv så flot sagde: ”Nu starter festen”, fik Leo i hvert fald trukket 275kg i første forsøg meget let. Leo gik derfor på 285, som også blev løftet med overskud. Leo valgte derfor at øge til 295, hvilket er ny danmarks-rekord. Med god opbakning fra publikum, går Leo ud til de 295 kg, men får desværre ikke holdt samme sublime teknik, som i de tidligere løft, og 295 bliver desværre for tunge i denne omgang.
Leo ender derfor med: bronze i squat, bronze i bænk, guld i dødløft samt sølv i totalen.

Alt i alt et godt stævne for AAK hvor der blev hentet mange medaljer hjem til Aarhus. Samtidig skal der lyde en stor tak til AAK’s hjælpere henover weekenden.