NORDISK MESTERSKAB I VÆGTLØFTNING 2023

I slutningen af oktober 2023 havde AAK fire løftere til NM i Landskrona.

Diana Brogaard -55 deltog ved sit første internationale mesterskab, og selvom nerverne sad uden på tøjet, fik hun bronzemedaljen med hjem! Diana åbner på 64 kg, men misser desværre 67 kg i andet og tredje forsøg.

I stød fik Diana desværre heller ikke sin åbner på 86 men fik den heldigvis i andet forsøg, og så var bronzemedaljen sikret. Diana sluttede med et stød på 89, som tangerer hendes bedste stød. Super flot international debut! 

Laura Vest Tolstrup -76 missede sin åbner i træk på 89 kg, men fik den heldigvis på plads i andet forsøg. Desværre lykkedes 93 kg ikke i sidste forsøg. Laura åbnede sikkert på 114 kg i stød, og havde dermed sikret sølvmedaljen. Derefter løftede hun 118 kg for en ny dansk rekord. I sidste forsøg forsøgte Laura 124 for at tage guldet men efter en tung vending, var der ikke mere tilbage, og den kom ikke over hovedet.

Andreas Panayotis -102 deltog ved sit første internationale seniormesterskab og var i den anledning rykket en vægtklasse op. Andreas åbnede på 122 kg i træk, som lige nøjagtig ikke kom på plads, men heldigvis fik han den i andet forsøg. I tredje forsøg gik Andreas efter ny pr på 127 kg men trods massere af power, lykkedes det desværre ikke.

I stød åbnede Andreas sikkert på 150 og fik derefter sat 155 på strakte arme. Til sidst forsøgte Andreas ny top på 160 men missede vendingen. Det gav Andreas en 4. plads. 

Jacob Panayotis -109 var trods en hård træningsperiode op til stævnet klar til at forsvare sin titel som nordisk mester. Jacob åbnede let på 140 og øgede derefter til 145, som han løftede meget overbevisende. I 3. træk forsøgte Jacob 150, som han løftede let, men det blev desværre underkendt for stem. 

I stød åbnede Jacob på 173 og gik derefter på 182 i forsøget på en ny dansk rekord – og det lykkedes! I tredje forsøg blev der sat 190 kg på stangen i forsøget på endnu en rekord og for guldet. Det var et fantastisk forsøg, men lykkedes lige nøjagtig ikke, og Jacob måtte i år “nøjes” med sølvet.

Vi glæder os til at se meget mere fra alle fire løftere i fremtiden.