Beretning fra AASK dag 2
I dag var det klubbens udstyrsløftere, 74 kg drenge og 105 kg gutter, der var i kamp i Aalborg også kendt som Nordens Paris.
Indvejningen startede kl 8.00, så vi skulle tidligt op. Særlig tak skal lyde til Ditte Fuder, der tog turen fra Silkeborg kl 5.00 (!!!!) for at hente de unge, billøse løftere i Århus for at køre dem til Nordjyllands metropolis.
Alle vejede ind uden problemer, og der blev kørt brownies, kakaomælk og andet godt ind til den helt store guldmedalje. Vanen tro havde Bjørn slæbt sin tonstunge hardback udgave af Lawrence Norfolks ”Pavens Næsehorn”, og som sædvanlig havde bogmærket ikke rykket sig nævneværdigt siden sidste stævne. Vores hypotese om at han udelukkende tager den med for at se intellektuel ud, kunne således ikke falsificeres.
På udstyrsfronten havde vi Bjørn og udstyrsdebutanten Magnus med. Magnus fik sine to første squats med på henholdsvis 215 og 220. Desværre missede han sidste forsøg på 225, men det var stadig en godkendt debut i dragt og knæbind. På bænken leverede han tre godkendte forsøg på 130, 135 og 140, og dermed en fin godkendt debut i trøjen. På med en strammere trøje, så er der mange flere kilogram at hente. I dødløften fik han også alle tre forsøg med og lavede serien 200, 210, og 217,5, hvilket gav ham en fin total på 577,5. Magnus’ debut i det berygtede udstyr var absolut godkendt, og der skal nok være til mange flere kilo, når udstyret bliver lidt strammere.
I squatten lagde Bjørn ud på 275, som blev godkendt, men han missede desværre begge forsøg på 282,5 kg. Dermed sluttede han på en skuffende 7,5 kg under PR. I bænken gik det noget bedre, og han lavede serien 175, 182,5 men missede desværre 187,5. De 182,5 var 5 kg PR. I dødløften endte med serien 252,5 og 262,5, hvorefter han overstod sit sidste forsøg da sejren for længst var i hus. Bjørnen var noget lunken over resultatet på 720 kg i totalen, men ikke desto mindre vandt han pokalen for stævnets bedste udstyrsløfter, hvilket gav en pose fyldt med gains i form proteinpulver, pre workout og andet godt.
I fjervægtklasen (74 kg) havde vi også to løftere i ilden, den erfarne Mads T. og debutanten Christian Bak. Mads lagde ud med squat serien 140 og 150 som begge blev godkendt, men da den sidste så meget tung ud, valgte vi at spare kroppen til dødløft og sprang derfor sidste forsøg over. På bænken lavede Mads 85 i første og 92,5 i andet løft, som var 2,5 kg PR. På det sidste forsøg på 95 kg fik Mads desværre tynde arme og missede den. I dødløft lagde han ud på 165 lette kg, der blev løftet i fin form. Vi valgte at gå offensivt på andet forsøg og forsøge på 177,5 hvilket ville være 2,5 kg PR. Og sikke et løft det blev! En legendarisk dødsgrinder på mindst 12 sekunder udført i pæn teknisk form blev lige præcist lukket ud og godkendt med tre hvide lamper. Efter den kamp valgte vi at springe det sidste forsøg over. En total på 420 kg blev det til.
Christian havde set stærk ud i ugerne op til stævnet, så vi forventede at se nogle solide løft, selvom det var første stævne. Han lagde ud med lette130 kg i første squat forsøg. Vi fulgte planen som coach Gonge havde lagt og gik på 137,5 i andet forsøg, som også blev løftet om end med noget mere besvær. Sidste squat på 142,4 blev desværre for tung. På bænken lagde han sikkert ud på 80 kg, hvorefter vi gik på 85, der også blev løftet fint. Ligesom Mads blev armene for tynde på sidste løft og Christian missede 90 kg. I favorit disciplinen dødløft lagde vi ud på 172,5 som blev løftet fint. Derefter gik vi på 180 kg for at slå Mads, men de blev desværre misset to gange. Totalen endte dermed på 395, så nu er barren sat for næste stævne.
Hos de tungere drenge i 105 kg klassen lå Andreas og Mads Ø. begge til medalje placeringer ud fra nomineringerne om end førstepladsen nok ville blive snuppet af Bo fra den Sønderjyske klub Herkules.
Andreas, der havde familien med på tilskuerrækkerne, lagde ud med en nydelig squatserie på 195, 205 og 210 kg, sidste løft var PR med 5 kg. Bænkpres bliver aldrig Andreas’ yndlingsøvelse pga. de lange arme og på dagen på blev det desværre kun til 140 kg i andet løft med, som ganske vist tangerer PR men stadig var mindre, end han havde håbet på. Så var det tid favoritdisciplinen dødløft, og vi havde alle sat næsen op efter mindsk 10 røde skiver plus låse. Andreas har siden sidste stævne ændret sin stand til en smal sumo, og det så ud til at fungere rigtig godt på de to første løft på 255 og 267,5 kg. Han bad om 280 kg til sit sidste forsøg, og vi ventede i spænding med hans berømte dødsgrinder fra sidste år til AASK in mente. Den kom fint fra gulvet men omkring knæet kommer den venstre arm lidt ud og hænge, så han desværre ikke kan lukke løftet ud. Den skal nok komme næste gang og en total på 617,5 er stadig 10 kg PR i forhold til sidste stævne i november. Det rakte til en fin anden plads.
Mads Ø. har gennemgået en rivende udvikling det seneste års tid. Han startede på fine 192,5 kg i squat, der blev løftet i overbevisende stil. Hans andet løft 202,5 så noget tungere ud, men teknikken så flot ud, så der blev sat 210 på til sidste løft. De blev desværre for tunge og Mads måtte nøjes med en 2,5 kg PR i benbøj. På bænken leverede Mads to flotte løft på 140 og 145, men missede desværre 150 i sidste. På dødløften lagde Mads ud på 210 kg blot 5 kg fra PR, men de blev domineret i flot stil. I andet forsøg gik på 222,5 for at sikre en solid 7,5 kg PR og de kom ligeledes op. Desværre blev 230 for meget i sidste forsøg men en total på 570 og samlet PR på 10 kg er stadig godkendt for den unge løfter.
AAK havde udover vores løftere også turneringens absolut flotteste hjælperhold med repræsenteret ved Gonge, Leo, Jonas og Ditte.