Som sædvanligt til ER Open, så er det de tykke drenge der løfter først. Således var det to tungt læssede biler der fredag formiddag mødtes ved havnelejet i Århus. Som en følge af at Niels sidste år glemte noget af sit udstyr og måtte løfte uden trøje, havde klubbens kasserer i år fået til opgave at kontrollere at alt Niels’ udstyr var med, før vi forlod havnen. Så efter den indledende kontrol kørte de to biler ombord på færgen for at tage en godt gyngende tur til Sjælland. Fra Odden gik turen direkte til hotellet hvor værelserne skulle besigtiges og der skulle lægges store planer om hvordan spabadet og wellness-rummet skulle indtages senere på aftenen. Fra hotellet gik turen til stævnehallen. Her gik indvejning og opvarmningen uden dramatik.
Første mand på plateauet var Keld der lagde ud med 195 kg. Desværre blev nedtagningen ikke så god, så der var ikke kræfter til at få stangen op på strakte arme igen. Dernæst var det Allan der efter en længere pause var tilbage i konkurrence. Og det blev ikke uden lidt ekstra spænding. Startvægten på 235kg nok sat lidt for lavt, for der skulle kæmpes for at få stangen ned til brystet og det kostede på returløftet, der blev noget ustabilt. Men løftet og godkendt blev den.
I anden runde blev Keld på de 195 kg. Denne gang lå han meget bedre og stangen kom fint ned. Og da startsignalet blev givet fløj stangen fra bryst for igen at stoppe 3/4 oppe. Der var simpelthen intet tryk i triceps idag. Allan havde bedt om 250 kg i andet løft. Dette var en bedre vægt der kom stabilt ned og lige så stabilt op igen. Dommerens kvitterede med tre hvide lamper.
Der var stadig 195 kg på stangen til kelds tredje løft. Igen kom stangen fint ned. Og igen kom stangen kun lidt over halvvejs op. Så Keld fik desværre ikke registreret nogen løft idag. Allan havde af strategiske hensyn valgt 262,5 kg der, på tidspunktet, ville have givet ham en førsteplads. Desværre var vægten for tung.
Dernæst var det Sune og Niels’ tur på plateauet. Sune lagde ud med 237,5 kg der mere lignede et opvarmningsløft end et egentlig stævneløft. Niels havde bedt om 250 i startvægt og også disse blev blæst op. I anden runde havde Sune bedt om 250 kg som kom fint ned og op igen og det samme kan siges om Niels’ løft på 265 kg. I tredje runde var der 257,5 kg på stangen til sune. Disse blev desværre en kende for tunge. Niels havde bedt om 270 kg til sidst forsøg, men også disse blev desværre for tunge.
Så nu går turen tilbage til hotellet til en hurtig skyller og så venter der ellers en tur til den lokale pizzasnedker.
Videoer fra stævne herunder:
Keld
https://www.youtube.com/watch?v=52R2hPHGbOU
Allan
https://www.youtube.com/watch?v=HL3RvbTEvNM
Sune
https://www.youtube.com/watch?v=p0f_eJ0oFsY
Niels
https://www.youtube.com/watch?v=h4CbfDkQU50